Asisa og Abdi har somalisk baggrund, og har begge været rådgivere i DFR. De har
været i Danmark fra de var børn, så de taler flydende dansk. Asisa har uddannet sig til Kemi-ingeniør og Abdi er uddannet IT-ingeniør. Imens de var studerende, tilbød de sig som frivillige i Den Frie Rådgivning.
Abdi hjalp venner og bekendte i sin egen omgangskreds, når de havde kommunikationsproblemer. En dag mødte han den fungerende leder af DFR, Lisa. I den forbindelse gik det op for ham, at der var et sted, hvor man kunne melde sig som frivillig og give hjælp. Nu mødte han både dem i sin egen omgangskreds og en hel del andre, der ikke kunne læse breve eller skulle have anden hjælp.
”Det er helt enormt at opleve en person, der har bøvlet med et eller andet og endelig henvender sig for at få hjælp. Så tager det måske mig 2 min. at klare problemet og manden giver mig et klap på skulderen og går smilende herfra. Det gør også mig glad.
Det kan være svært med alle de blanketter, der skal udfyldes. Vi arbejder efter princippet ’hjælp til selvhjælp’. Hvis man hjælper lige så langsomt og forklarer teksten trin for trin, går det som regel. Jeg sad en gang og hjalp en mand på ca. 60 år med at udfylde en blanket. Han kunne hverken finde hoved eller hale i det, der blev spurgt om. Nu hjælper han andre ældre landsmænd, når de har det samme problem. Det er da flot. Han hjælper jo i virkeligheden DFR.”
Asisa hørte om DFR igennem en veninde. ”Jeg var meget genert i starten, når jeg skulle ringe op til kommunen eller en privat aktør. Efter kort tid tog jeg bare telefonen og talte frit. Jeg lærte hurtigt, at når jeg sagde, at jeg var fra DFR, blev folk altid venlige og hjælpsomme.
Jeg havde en gang besøg af en borger, der kom med en stak regninger og bad om hjælp til kontakt af et firma for at få lavet en afdragsordning. Da vi havde gennemgået det hele viste det sig faktisk, at damen havde penge til gode hos det pågældende firma i stedet for. Glad var hun – og glad var jeg.”
De giver samstemmende udtryk for glæden ved at hjælpe en borger med at lægge en plan for, hvordan de løser den udfordring, de har. Den kan være lille eller stor. Bare borgeren forstår, at det er dem selv, der skal være med til at løse den.