Damir er leder af Fritidsbutikken, en afdeling i UngNord. Fritidsbutikken er stedet, hvor medarbejderne fik idéen til at starte en frivillig rådgivning for borgere i Vollsmose. Han fortæller, at inden de besluttede at søge penge til projekt ’Etnisk Rådgivning’ var det sådan, at folk, der kom ind i Fritidsbutikken for at tilmelde deres børn til en fritidsaktivitet ofte gerne ville snakke med medarbejderne om noget helt andet. De havde brug for hjælp til at forstå indholdet af et brev fra kommunen eller vidste måske ikke, hvordan de skulle søge om familiesammenføring. ”Vi ville ikke afvise folk, for vi ville jo gerne have deres børn til at være aktive i fritiden, men det var ikke vores job at være vejledere. Vi havde det imidlertid sådan, at god kontakt gav tillid, så vi hjalp dem med at forstå de breve, de stod med. Det var noget, vi gjorde, men ikke noget, vi reklamerede med.
Kim var ansat i et andet projekt, som var ved at være afsluttet. Hun foreslog, at vi søgte nogle midler, så vi kunne lave en egentlig rådgivning, hvor folk kunne komme for at få hjælp. Hun og nogle kolleger begyndte at udvikle idéer sammen. Det blev til en projektbeskrivelse og vi sendte en ansøgning afsted til Den Europæiske socialfond. Vi fik penge til et projekt ’Etnisk Rådgivning’ i 1½ år og lige pludselig kunne vi reklamere med, at det var helt legalt at komme med private spørgsmål. Vi kom i gang med at etablere en egentlig Rådgivning i Fritidsbutikken. Pladsen var lidt trang men vi fandt ud af det. Der var mange sproglige problemer og i Fritidsbutikken kunne Abdel arabisk og Abdi somalisk, så af praktiske årsager arbejdede de med på sidelinjen, så i virkeligheden blev det et projekt, vi kørte i fællesskab. Da de 1½ år var gået, skulle vi gøre status. Vi havde haft en fin succes og der havde på det tidspunkt været 10 frivillige, som rådgivere. Dilemmaet var, om vi skulle lukke projektet ned? Hvor skulle folk så gå hen for at få hjælp? Vi var helt sikre på, at de ville blive ved med at komme til os.”
Der var en styregruppe omkring projektet, hvor Birgitte Vinsten sad som repræsentant for Odense Kommune. Hun foreslog, at Den Frie Rådgivning skulle invitere rådmændene fra Børn- og Ungeforvaltningen og fra Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen på besøg. De kom, de lyttede og de var begejstrede for idéen. De lovede, at de ville forsøge at finde finansiering, så Rådgivningen blev forankret som en kommunal indsats. ”Men lige på det tidspunkt skulle Odense Kommune spare over 250 mio.kr. og så gik de planer fuldstændig i stå. Vi kom ikke på budgettet, men der blev fundet en finansiering for resten af 2007. Det eneste, der efterfølgende kom ud af det besøg var, at Rådmand Erik Simonsen foreslog et andet navn. Så siden da har det heddet Den Frie Rådgivning.”
Da kommunal forankring ikke længere var en mulighed var gode råd dyre, og der var diskussioner om, hvad der så skulle ske. ”En del af de frivillige var begyndt at snakke om, at det kunne være en idé at lave en forening i stedet for. Det ville bl.a. betyde, at vi ville få andre muligheder for at søge midler til fortsættelse af Rådgivningen. Men det var nu ikke helt nemt. Vollsmose har været igennem forskellige perioder, hvor det har været op eller ned. På nogle tidspunkter var det nok at skrive, at du arbejdede i Vollsmose, så fik du penge. Til andre tider var det sådan, at hvis du skrev Vollsmose, fik du ingenting. På det tidspunkt, hvor det var aktuelt for os, var det umuligt at få penge nogen steder fra. Men hvis vi var en forening, kunne vi søge § 18 midler i kommunen”.
Der blev lavet en stiftende generalforsamling og valgt en bestyrelse, som søgte og fik § 18 midler til at fortsætte. Dengang var der ikke ret mange frivillige og bestyrelsen kom mest til at bestå af dem, der var på det tidspunkt. ”Bestyrelsen var ikke særligt aktiv, for de havde oplevelsen af, at vi bare skulle have en forening af praktiske årsager og Kim kørte det, ligesom hun plejede. Der gik måske et par år, før der blev arbejdet proaktivt for at få ændret holdningen fra blot at være bestyrelse på papiret til at være en forening med en arbejdende bestyrelsen.
Stille og roligt kom det. På et tidspunkt holdt vi en bestyrelsesdag, hvor vi mødtes og snakkede om Den Frie Rådgivnings vision og mission. Hvad er vores værdier? Den proces hjalp gevaldigt på, at bestyrelsen tog det til sig. Det var ikke kun den daglige leder, der skulle knokle med alting. Bestyrelsen kom på banen, stille og roligt. I dag har vi en bestyrelse, der er meget velfungerende. Folk er engagerede og der er mange udvalg, som bestyrelsen står for, hvor de frivillige kan melde sig til at deltage. Men det har været en lang proces, før vi er nået dertil. Nu har vi kampvalg til bestyrelsen. Før var det sådan, at man faktisk skulle sikre sig, at der var mennesker nok til generalforsamlingen og at der var interesserede nok til at stille op, så bestyrelsen kunne blive fuldtallig. Stille og roligt er der kommet mere gang i det og det er blevet næsten attraktivt at være en del af det.”
På et tidspunkt gik Kim på barsel og Marianne Staal Stougaard blev barselsvikar. Senere har Marianne 2 gange haft barselsorlov og hver gang har forandringen været synlig. ”Det er bl.a. fordi medarbejderne i Fritidsbutikken har været gode til at se og komme med nye idéer og til at gribe dem. Hver gang der kom en vikar, fik den pågældende at vide, at de gerne måtte sætte deres eget præg på DFR. Man skal ikke bare skal gå i en andens fodspor, så når vi ikke fremad. Det var faktisk sådan, at Marianne ikke kunne genkende det hun havde forladt, men hun så det, greb det og fortsatte derfra på at udvikle.”
Der er sket en voldsom udvikling i DFR i de 10 år, der er gået. Både organisatorisk og i forhold til metoder om, hvordan man arbejder bedst med de borgere, der kommer her. Der har været arbejdet med forskellige modeller for hjælp til selvhjælp. ”Vores holdning er, at vi skal gøre dem så dygtige, at de selv kan. I princippet skal vi arbejde på, at gøre os selv overflødige. Men indtil alle kan selv, er vi her.”
Der er har været mange studerende, som har haft deres gang i DFR som frivillige. ”I 2008 fik vi de første praktikanter, som var studerende. Det har faktisk været tanken, at hvis vi kunne få nogen, som havde den nyeste viden i praktik, kunne de sådan set hjælpe os med at udvikle projektet. Og det er det, der er sket.” Der er mange, der har skrevet speciale baseret på noget af det, de har fået kendskab til som frivillig rådgiver i DFR. ”Hver gang har det faktisk handlet om noget meget konkret, som vi har kunnet bruge videre frem. Det har bl.a. ført til den måde, vi har indrettet os på i dag. Vi var helt enige om, at vores fysiske indretning ikke var optimal. De borgere, der kom for at få hjælp, fyldte meget i den fælles foyer og det skabte ind imellem forvirring om, hvem de skulle snakke med. Det var også et problem, at der af og til sad en borger en meter bag den borger, der skulle have hjælp. Når man snakker om noget fortroligt er det uheldigt, at en anden borger kan lytte med, så det gik ikke i længden. Men pladsen var trang og vi overvejede meget, hvordan vi kunne forbedre. Nu sidder borgeren og rådgiveren på samme side af bordet, så den borger, der henvender sig med et problem, bliver inviteret ind til så vidt muligt selv at løse det problem, han eller hun kommer med. Det er virkelig gennemtænkt. Det er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Det er de unge, som har været på stedet, som har fået lov til at komme med nye idéer og forslag, der er blevet taget alvorligt.”
Det er en udvikling, der er sket med årene. Sara, der var barselsvikar i (2015, red.), fik senest idéen til at lave et venteværelse. Det ville give mere ro både til rådgiverne og medarbejderne i Fritidsbutikken. ”Nu skal de borgere, der har brug for hjælp henvende sig til screeningen og blive skrevet op, så kan de gå ind og sætte sig i venteværelset indtil det bliver deres tur. Der sker hele tiden nogle nye ting.”
Når snakken kommer ind på udvikling og fremtidsdrømme ser Damir lyst på fremtiden. ”Hvis jeg skal se lidt ind i fremtiden og lufte noget af det, bestyrelsen har talt om, er vi måske blevet så etablerede og gode, at vi kan begynde at sælge noget af det, vi har udviklet. Det kan f.eks. være konferencer, hvor andre kan blive klogere på det vi går og laver. Vi har også lavet først en satellit i Påskeløkken og så kom der en i Dianavænget. Nu kommer der nogle flere til. Det seneste jeg har hørt er, at Svendborg kommune henviser folk til os, selvom de på et tidligere tidspunkt har fået tilbud om, at vi ville lave noget hos dem. Det sagde de nej til fordi de skulle betale for det. Nu henviser de bare til Den Frie Rådgivning i Vollsmose. Det kunne godt være, at der er udviklingsmuligheder. Man kunne f.eks. lave en søsterforening i Svendborg, som kan søge § 18 midler i Svendborg kommune og lave Rådgivning der. Hvis Svendborg kommune ikke kan løfte opgaven, kan vi sælge konceptet. Det, der er spændende er, at de folk, der sidder i bestyrelsen, er nogle visionære folk. Jeg ser det som min opgave, at jeg hele tiden skal forsøge at støtte op om DFR. Jeg skal skabe rammer og være med til at vurdere, om det de foreslår er realistisk. Jeg skal desværre også ind imellem være lyseslukker.”
Damir sidder med i Den Frie Rådgivnings bestyrelse som repræsentant for Odense Kommune, da Den Frie Rådgivning har en partnerskabsaftale med UngNord, en kommunal ungdomsskole. ”Sidste år var vi nødt til at stoppe lidt op, så de planer, vi havde om at lave en satellit i Bolbro måtte sættes i bero. Økonomisk kører vi meget, meget stramt. Vi skal først finde ud af, at det vi har i gang kan køre økonomisk, før vi sætter noget mere i gang. Sommetider er det lidt træls at være den, der har ’nejhatten’ på og skal bremse de andre. Men der er nogen, der skal gøre det. Man kan måske i god tro tage initiativer, der er dræbende for foreningen, så jeg er også en slags vagthund. Det er vigtigt, at der er en, der har den kommunale hat på og som kan forstå spillets regler.”
Partnerskabsaftalen med UngNord har eksisteret i 7-8 år og den indebærer blandt andet, at lederen af DFR er ansat i Fritidsbutikken. ”Vi har haft Marianne i rigtigt mange år. Hun har bevæget sig og udviklet sig rigtigt meget. Nu er hun fratrådt og vi har fået nye folk. Det er min opgave at sørge for, at de også får god forståelse for, at udviklingen foregår i det rigtige tempo. Sommetider kan tingene ikke gå hurtigt nok og i hverdagen sker det, at man glemmer, at DFR er en forening. Så er jeg nødt til at trække i bremsen og forklare de ansatte, at vi skal have respekt for, at det er bestyrelsen, der skal træffe beslutningerne. Vi kan ikke bare køre vores eget løb. Når de får forklaringen, kan de som regel godt forstå det.”
Den Frie Rådgivning har som oftest 2 universitetspraktikanter i praktik hvert semester, og dertil kommer virksomhedspraktikanter i forskellige perioder. ”Det vi oplever med studerende, dem der er i virksomhedspraktik eller som på anden måde kommer i berøring med DFR har ofte lyst til at blive, efter de er færdige med det, de har været ansat til. De bliver enten frivillig rådgiver eller stiller op til bestyrelsen. Man får et forhold til Den Frie Rådgivning. De oplever samværet med de andre som deres familie og så har man ikke lyst til at forlade den. På den måde har vi rigtigt mange, der er blevet som frivillig. Det har noget at gøre med den atmosfære, der er og at de bliver taget alvorligt. Når de kommer med forslag bliver det set på det og enten bliver det helt eller halvt ført ud i livet eller det finder ikke anvendelse. Men de oplever, at de har indflydelse.”
Fritidsbutikken eller Den Frie Rådgivning? ”Som medarbejder kan man ikke finde det skel, hvor det ene begynder og det andet slutter. Det er smeltet sammen og hvis du spørger folk, tror, at de DFR er en del af Fritidsbutikken. De frivillige, der kommer i rådgivningen kan ikke se, at der er noget, der skiller de to ting. Det er blevet sådan, at det virker som en stor familie, hvor alle hjælper hinanden. Det er et sted, hvor alle der kommer føler, at de er velkomne og bliver respekteret. Det er et rart sted at være og et sted, hvor alle er gode til at sparre med hinanden.
Vi har stor succes med at fastholde de frivillige. Både i Fritidsbutikken og DFR har vi altid været visionære i forhold til udviklingen og vi har brugt en innovativ tilgang til tingene. En dag kom Marianne over til mig med et forslag om, at vi beskriver den måde, vi arbejder på. Hun siger, at alle snakker om samskabelse og det er jo det, vi gør, sådan som jeg forstår det. Så begynder vi at grave lidt i, hvad er det andre mener og vi er fuldstændigt enige om, at Samskabelse det er da os, der har opfundet det! ”
