Erik Rasmussen er leder af Ung Nord (tidl. Rising Ungdomsskole) og har været med lige fra dag 1, da Den Frie Rådgivning (DFR) blev etableret i Fritidsbutikken, som er en del af Ungdomsskolen.
Der findes ikke noget tilsvarende tilbud. Ingen byer i Danmark har et sted, der er så struktureret og hvor hele 50 kompetente frivillige, fordelt på ugen, sidder klar til at hjælpe borgerne med at besvare de spørgsmål, der kan melde sig, når man f.eks. modtager breve fra kommunen. Èn af DFR´s særlige styrker er tilgængeligheden -borgerne kan nemlig komme direkte ind fra gaden. Som sagt, så findes der, mig bekendt, simpelthen ikke et tilsvarende tilbud.
Jeg har fulgt DFR´s udvikling hele vejen (og det har været en fornøjelse). Jeg har været med til på sidelinjen at sætte rammerne for et samarbejde, der formelt set er formuleret i den Partnerskabsaftale, der har eksisteret i 7-8 år. Her har vi sat rammerne for, hvad målene er for DFR og hvad der i den forbindelse er vores opgaver og vores forpligtelser. Altså i virkeligheden en formulering af, hvordan vi i fællesskab kan sikre Rådgivningen de bedst mulige betingelser til gavn for borgeren.
DFR har i virkeligheden været foregangsinstitution i forhold til at samskabe og udvikle det partnerskab, der er mellem kommunen og en frivillig forening. Modellen er udviklet nærmest fra starten, fordi DFR var placeret i Fritidsbutikken og startet for projektmidler, inden den blev etableret som en selvstændig forening. Den beskriver samarbejdet mellem frivillige foreninger og offentlige institutioner og gjorde det, før det blev officiel politik at samskabe. I Partnerskabsaftalen indgår to væsentlige praktiske elementer, idet vi, som ungdomsskole, har påtaget os at styre økonomien og at have det personaleadministrative ansvar. Vi er med til ansættelsessamtaler, men vi har ikke det afgørende ord. Desuden er DFR placeret i vores lokaliteter. Gennem samarbejdet har ungdomsskolen således været en form for ”fødselshjælper”, der har holdt hånden under, så DFR har kunne udvikle sig i et tempo, der har været bæredygtigt. Hvis de bare havde skullet klare sig selv helt fra starten, er jeg ikke sikker på, at det var gået.
DFR udmærker sig ved især at have været gode til at rekruttere frivillige med ressourcer, overblik og kompetencer, der kan bruges i DFR. Det er jo de frivillige, der er stjernerne i det her. Her vil jeg dog gerne tilføje, at DFR´s placering i Fritidsbutikken i den grad også har været merværdi- og synergiskabende, da Fritidsbutikken har bidraget med stærke ressourcer i form af støtte fra deres tosprogede medarbejdere. Jeg tror på, at dét samarbejde i særlig grad har styrket DFR´s udviklingsmuligheder.
I ungdomsskolen har vi lært rigtigt meget i forbindelse med etableringen af samarbejdet. Når man som offentlig institution skal arbejde sammen med frivillige, skal man finde en form med balance i ligeværdigheden, hvor det ikke er os, der som kommunal institution dikterer, hvordan vi kan arbejde sammen. Det skal være en samskabende proces med os som den understøttende part og de frivillige som drivkraften bag udviklingen af projektet, så tilbuddet kan udfolde sig på den bedst mulige måde.
Og hele DFR’s historie er jo en lang succeshistorie, fra den startede med en deltidsperson, som skulle opbygge projektet og få fat i frivillige til, hvad den er i dag, med alle de frivillige og alle de borgere, som bruger den.
I virkeligheden har det hele tiden været med det sigte, at DFR’s overordnede mål skulle være 1) at hjælpe borgere, der stod med nogle konkrete problemer eller noget, de ikke kunne forstå og 2) skabe nogle betingelser, så hele borgerens liv ikke gik op i rudekuverter og den slags, så de kunne forholde sig til deres børn og deres omgivelser. Det var målene og det mener jeg, at man har nået i meget høj grad. Det kunne være interessant, hvis det var muligt at lave en beregning på, hvad Odense Kommune har sparet på den tidlige indsats, som DFR har lavet. Jeg tror, det har sparet mange sagsbehandlere for rigtigt, rigtigt mange timer med misforståelser og forkert dialog. Desværre kan der ikke laves sådan en undersøgelse og man kan i hvert fald ikke lave den baglæns.
Vi har også lært meget på en anden front i vores tilgang til at arbejde sammen med DFR, nemlig hvor vigtigt det er, at man har respekt for de frivillige og at man er lydhør. Man skal være forholdsvis klar i forhold til, hvad det er, man arbejder sammen om og hvad der er rammerne. Jo mere præcis du er i samarbejdet, jo bedre lykkes det at løfte den fælles opgave til gavn for borgeren. Det er netop noget af dét, den formelle partnerskabsaftale kan.
Gennem samarbejdet med DFR får vi tilført en del, som heller ikke kan måles. Når vi afholder fælles arrangementer såsom f.eks. personalekonferencer eller julefrokost, så har vi som regel de frivillige med – de yder et væsentligt bidrag til det positive fælleskab i ungdomsskolen og det må man bestemt heller ikke undervurdere.
Den største udfordring for en forening som DFR er, at have en økonomi der rækker ud over et enkelt år. Der bliver brugt enormt mange ressourcer på at søge fondsmidler og det ville skabe en del mere ro, hvis man kendte økonomien 2-3 år frem i tiden. Det ville betyde meget at kunne planlægge og at kunne gøre tilbuddet endnu bedre. I virkeligheden ville det betyde, at DFR kunne være lige dér, hvor der er behov for det. F.eks. er boligplaceringen for flygtninge og indvandrere ved at flytte sig i Odense, så der kommer rigtigt mange tosprogede til at bo i Bolbro. Men DFR har ikke ressourcerne på nuværende tidspunkt til at etablere en satellit i den del af byen. Hvis de havde en fast økonomi, som rakte længere frem, var det en oplagt ting at gøre. Set på bundlinjen er DFR en ualmindeligt god investering for Odense Kommune.
På hele UngNords vegne vil jeg ønske Den Frie Rådgivning et stort tillykke med jubilæet og alt godt fremover.
