Karen Margrethe, der har været socialrådgiver ved Indvandrermedicinsk Klinik på OUH i 5½ år, fortæller om sine og stedets relationer til Den Frie Rådgivning (DFR):
Ved starten af min ansættelse, var min chef meget opmærksom på vigtigheden af, at der skulle etableres et netværk i forhold til andre, der arbejder med den samme målgruppe, som vi gør. Da poppede DFR op som et af de steder, det var værd at tage kontakt til. Jeg kendte den daværende leder, Marianne, fra tidligere og fik arrangeret et besøg, hvor jeg fik set DFR og fik kendskab til Fritidsbutikken og det miljø, der forbinder de to funktioner.
Her på Indvandrermedicinsk Klinik er der 4 læger, 5 sygeplejersker og 2 socialrådgivere, hvoraf min kollega kun er på 12 timer. Vi har en meget helhedsorienteret tilgang til patienterne og vores erfaring er, at der ofte er mange sociale udfordringer, der skygger for det fysiske eller psykiske. Socialrådgiverne prøver at få rådgivet og ryddet op i de sociale ting, så der bliver ro på. Så længe man er patient hos os, ser vi det som vores opgave at få ’støjen’ væk, så der kan stilles en diagnose. Men man kan sige, at selv om vi får udredt patienterne og de bliver færdigbehandlet her hos er det jo ofte, at nogle af de sociale problemstillinger fortsætter. Man lærer ikke nødvendigvis at kunne forstå sine breve eller rette henvendelse til myndighederne, bare fordi man har været igennem et forløb her. Derfor har mange af dem vi udskriver brug for et sted at gå hen, når de ikke er patienter her mere.
Når vores patienter er færdigbehandlede, så bliver de afsluttet. I det øjeblik, patienterne ikke er behandlingskrævende mere, skal de ikke være her. Man skal ikke være på sygehuset for at få løst sine sociale problemer. Jeg laver en screening og hvis jeg får nogen ind, hvor jeg tænker, at de har ressourcer nok til fra dag et selv at gå til DFR med de problemer, de nævner, så prøver jeg at få dem i gang der i stedet for. Dem, der har flest ressourcer skal slet ikke være hos mig her på sygehuset. De skal med det samme bruge det, der er i samfundet, for det er jo også det de skal bruge på sigt. Vi skal jo give dem fri og få dem til at flyve selv, når behandlingen slutter og da er det en tryghed at vide, at der er et sted som DFR, hvor de kan gå hen. Så må de jo selv vælge, om de gør det. Vi kan fortælle, at det sted findes og det kan vi anbefale for vi ved, at de er dygtige og de har tavshedspligt ligesom os. På den måde prøver vi alle sammen her at bygge bro til DFR, så det er er trygt sted at henvende sig, når man ikke længere får den helhedsindsats, man kan få her på klinikken.
Af og til hører vi, at patienterne kender DFR i forvejen. De har været der, men de vil bare lige være sikre på, om vi kunne hjælpe med noget. Min oplevelse er, at jo mere kompleks helbredstilstand vores patienter har, des mindre har de benyttet sig af nogle som helst støtteforanstaltninger. Det er som om det stiger med graden af ressourcer, hvorvidt man kan bruge de tilbud, der er. Jeg sidder jævnligt og hjælper med at søge om tilskud til medicin som enkeltydelser og der har jeg en gruppe patienter, der har prøvet det før, for de har haft ressourcer til at lave ansøgningen, men vi sidder også med mange, der aldrig har prøvet det før. De har givet op over for skemaerne og de har så heller ikke haft ressourcer til at gå ned i DFR for at få hjælp. Der er en gruppe, der har svært ved de her ting, når de selv skal være opsøgende. Og dem ser vi mange af her. Det er dejligt at kunne henvise til noget, man selv synes er et godt tilbud, frem for at skulle sælge noget, hvor man godt kan forstå, at det er patienterne ikke tilfredse med. Så er det rart at kunne sige: DFR er faktisk er et godt tilbud. Jeg synes, du skal give det en chance.
Noget af det, vi har haft allerbedst samarbejde omkring, er PROP (Privatøkonomisk Oprydning). Nogle af de sager, jeg synes har været tunge at sidde alene med her, er de patienter, der har meget gæld og meget rod i privatøkonomien. Sommetider kan vi løse det ved at lave en oversigt eller ved at ringe til en enkelt kreditor eller to, men vi har nogen, hvor det er et stort og omfattende problem.
Vi havde besøg af to fra DFR, der lavede et oplæg om, hvad det var, de kunne. Da blev vi her på stedet enige om, at vi ville se, om vi kunne finde nogen, der passede til det, fordi økonomi ofte er et stort problem. Vi lavede et forløb, hvor de frivillige fra PROP mødtes med en patient her. Jeg stillede tolk til rådighed og var med, så jeg kunne forklare, hvis der var noget, der ikke blev forstået undervejs. Det var et rigtigt fint fælles forløb. DFR har jo mulighed for at lave en kontinuerlig indsats over længere tid og det er sværere for mig, fordi jeg har så mange patienter. PROP er bygget op på en sådan måde, at borgeren får ryddet op i bunken af regninger og der bliver lavet et overblik og rådgiverne har ressourcer til at ringe rundt til alle kreditorerne. Det var en kæmpe lettelse at kunne henvise til det. Det ved jeg også, at min lægekollega har gjort. Det er faktisk ikke så længe siden, at jeg har henvist en patient til PROP.
Det, der har været svært, er de venteforhold, der har været i DFR. Jeg har talt med nogen, der synes, det var meget offentligt, hvis man henvendte sig der, fordi man skulle sidde og vente sammen med mange andre og at nogle af samtalerne også foregik knap så afskærmet, som de gør i dag, men der er min oplevelse, at det har DFR været opmærksomme på. Uden at jeg helt konkret ved, hvad der er gjort, kan jeg høre, når jeg snakker med patienterne, at man er mere skærmet som bruger. Hvis man har PTSD, som mange af vores patienter har, så har man meget lidt tillid til nogen som helst og så bliver det meget vigtigt at kunne være så anonym som muligt. Så det er vigtigt for os at kunne sige, at der kan du godt tage ud. Det er frivilligt, men professionelt. Der er sket en positiv udvikling for vores patienter i forhold til at bruge stedet.
Hvis jeg skulle ønske mig noget er det, at man kunne hjælpe dem, der har så få ressourcer, at de vil have svært ved selv at opsøge DFR, når de bliver udskrevet som patienter her fra. Det ville være så fint, hvis vi kunne samarbejde om at arrangere et hjemmebesøg forud for den første henvendelse i DFR. Hvis vi måske kunne give besked om, at vi havde afsluttet en patient, som ville have svært ved at komme første gang. Jeg kunne måske også invitere en af rådgiverne til at komme på besøg samtidig med, at patienten udskrives, ligesom vi gjorde med PROP. Så kunne vi måske bygge bro på den måde.
Vi har desværre patienter, der ikke vil komme i Vollsmose og det kan der være mange grunde til. Det er ærgerligt, at der ikke er en satellit i Bolbro, for der er der flere og flere af vores patienter, der bliver boligplaceret der. Der er desværre tit en sprogbarriere i forbindelse med de fleste kommunale tilbud og der synes jeg, at DFR kan noget helt særligt. Problemet er bare, at når det er i Vollsmose og folk der bor andre steder i byen enten er bange for at komme der eller det virker uoverskueligt. Så kunne det være fantastisk, hvis der var flere satellitter, som kunne tilbyde det samme.
Godt netværk kan bruges til mange ting. Hvis jeg har haft et problem, som jeg ikke møder så tit f.eks. om opholdstilladelse eller visum til England eller nogle af de ting, jeg ikke ser så tit og hvor jeg ikke selv kender svaret, ringer jeg til DFR og sparrer med dem. Det er jo det, der sker, når man har fælles tilgang til problemstillingerne og det har jeg i høj grad oplevelsen af, at vi har.
