Interview med Karina

Da Karina afsluttede sin kandidatuddannelse i Mellemøststudier fra Syddansk Universitet, ville hun gerne ude på arbejdsmarkedet. Derfor kontaktede hun Frivilligcenter Odense, i forsøget på at finde et job. Ad forskellige veje blev hun gjort opmærksom på Den Frie Rådgivnings hjemmeside, hvor der var et stillingsopslag med løntilskud. Hun reagerede på opslaget, fik stillingen og startede i oktober 2012. Stillingen var foreløbig i et halvt år, sidenhen fik hun forlængelse og endte med at være ansat i løntilskud i 15 måneder.

Karina fortæller:

Da jeg stoppede i løntilskud i Den Frie Rådgivning, var der en stilling ledig i Fritidsbutikken, som er en afdeling i UngNord. Jeg søgte stillingen, og arbejdede der i 1 år, før jeg kom tilbage i Den Frie Rådgivning som koordinator for PROP (Privatøkonomisk Oprydning) i 1 års tid, sidenhen blev jeg barselsvikar for den daglige koordinator og nu er jeg ansat som koordinator i Community Center Vollsmose. Jeg har sprunget lidt rundt, men der har alligevel været en vis form for kontinuitet, da jeg i de perioder, hvor jeg ikke har været ansat i DFR har jeg været med i bestyrelsen, i mentorkorpset og i fundraising-udvalget. Jeg har aldrig helt forladt stedet siden min første ansættelse.

I løntilskudsstillingen skulle jeg arbejde med kommunikation og PR. Jeg var ikke kommunikationsuddannet, så jeg prøvede at sætte mit eget præg på mine arbejdsopgaver og startede med at finde ud af, hvor vi annoncerede og hvor vi kunne tænke os at annoncere. Jeg arbejdede med kontakt til vores samarbejdspartnere og fik hurtigt travlt med at lave oplæg og præsentation på uddannelsesinstitutionerne i Odense. Jeg sørgede for, at vores samarbejdspartnere havde vores brochuremateriale og på en del skoler, har jeg holdt oplæg for lærerene, så de vidste, hvor de kunne henvise forældrene til, hvis de lige pludselig stod med nogle problemer, der ikke havde så meget med skoleliv at gøre.

Derudover har jeg været med på personalemøder i forskellige afdelinger i Odense Kommune. Det har betydet, at socialrådgivere, jobkonsulenter og andre myndighedspersoner i kommunen er meget opmærksomme på, hvordan de kan bruge os. De er især blevet opmærksomme på vores projekt med PROP (privatøkonomisk oprydning).

Tilbage i 2012 kunne der på en rigtig god dag komme op til 10 brugere. På en god dag kan der nu komme op til 40 brugere. Da vi oplevede, at behovet for rådgivning steg, blev det tydeligt for os, at der skulle en anden form for struktur til. Jeg og en daværende praktikant fik ryddet op i listen over frivillige og som noget helt nyt, indførte vi en vagtplan. I dag har vi 45 frivillige, hovedsagligt studerende fra Universitetet og Den Sociale Højskole, der indgår en aftale om at bruge hver 3 timer om ugen som frivillig hos os. Der er god brug for dem, for antallet af henvendelser i 1. kvartal 2016 er fordoblet i forhold til samme kvartal 2015.

Den Frie Rådgivning har et godt lokalt netværk og vi har heldigvis nogle nøglepersoner i Vollsmose, der står inde for, at den hjælp man får her, er professionel, at vi har tavshedspligt og at man kan stole på os. Der er mange, der ikke omtaler os som DFR, men som ”dernede, hvor Abdel og Abdi arbejder”. Jeg har oplevet at være ude hos en arabisk kvindeforening. Jeg fortæller om DFR og de siger, at det har de da aldrig hørt om. Det vidste, jeg ikke var sandt, for jeg kunne se, at nogle af dem havde jeg set som brugere. Da jeg så sagde, at det var dernede, hvor Abdel arbejder, så sagde de: Nåh, nede på Humlehaveskolen. Herude er rigtigt meget relations præget.  Hvis du har en god relation, betyder det noget. Det er lige meget hvor mange brochurer og plakater og fine flyers man laver. Det betyder ikke noget, men hvis der er en der prikker dig på skulderen og siger,” der kan du få hjælp”, så kommer folk. Det er i det hele taget meget karakteristisk for Vollsmoseområdet.

Et godt eksempel er en mand midt i 40’erne, skolelærer fra Eritrea. Han kom her egentlig for at få hjælp. Fordi han kan engelsk, kan han hjælpe de andre som tolk. Det er jo virkelig svært med tigrinya, som er det sprog de taler i Eritrea. Mange af dem kan ikke andet, så torsdag, når han er her fra kl. 14, er der ca. 20 fra Eritrea, der kommer for at få hjælp. Der er også et par unge fyre, der er ved at kunne så meget dansk, at de kan hjælpe alle de andre, der hverken kan engelsk eller dansk.

Da jeg startede var det 90% af brugerne, der kom fra Vollsmose. Nu er det ca. 50% fordi størstedelen af de nytilkomne bor i andre bydele i Odense eller omegnsbyer, såsom Otterup, Veflinge, Morud mv. Mange af de unge fra Eritrea og Syrien går på Ungdomsakademiet her i UngNord. Når Sami, som er fra Eritrea, fortæller i sin klasse, at de andre elever sagtens kan gå herhen og få hjælp, breder det sig i den by, hvor de bor og til deres øvrige netværk. På den måde har vi oplevet en stigning af brugere fra andre kommuner på Fyn.

Vi har en bruger, der er kommet helt fra Langeland for at få hjælp i en familiesammenføringssag. Jeg har oplevet flere gange, at han er kommet helt her op for at få at vide, at han skal vente 2-3 måneder mere og så tager han tilbage til Langeland. Selv om han fik at vide i sidste uge, at du får svar i løbet af en uge, så kommer han igen og får besked om, at nu går der 2-3 måneder mere. Det er opslidende – både for brugeren og for den frivillige rådgiver. Vi har også haft en fra Hasselager ved Århus. Det virkede helt tåbeligt, at han ikke kunne få hjælp nærmere på sin egen bopæl. Henvendelser som disse er helt sikkert relationsbåret. Han kender nogen, der kender nogen, der har fået hjælp og så rejser han efter det. Alt andet lige, er det jo dejligt, at vi har så godt et ry.

I forhold til udvikling… Hvis jeg skulle tænke lidt stort, kunne jeg godt tænke mig, at DFR bliver landsdækkende, for jeg er helt sikker på, at behovet er der. Der er nogle indsatser rundt omkring i landet, der minder lidt om det. I Mjølnerparken er der f.eks. en rådgivning, CePi. De hjælper kun med retslige sager. Ikke med dagligdags, praktiske spørgsmål og det er i meget mindre skala, end her. Dansk Flygtningehjælp har rådgivning hver mandag i på ’Lær dansk’ her i byen. På en god dag har de 5-6 sager i de 3 timer

Hvis Den Frie Rådgivning skulle brede sig til andre byer, er det ikke noget, der opstår af sig selv. Så skulle det være bestyrelsen der beslutter, at det er det vi gerne vil arbejde hen imod. Der er generelt to muligheder for udvidelse: 1) at lave en satellitrådgivning eller 2) få noget netværk til at starte noget lignende op i andre byer. Men det kan være problematisk nok at skaffe midler til Den Frie Rådgivning nu, så hvis man skulle holde 2 eller 3 andre steder kørende også, kræver det mange flere ressourcer.

En stor del af vores budget er lønningskroner og man kunne måske mene, at hvis det er frivillige, der rådgiver, hvorfor skal vi så bruge penge på lønkroner? Men en organisation som Den Frie Rådgivning kører ikke uden en ordentlig administration og koordinering, der kan tage sig af den daglige drift. I øjeblikket lønner vi 1 koordinator i 32 timer og 2 studentermedhjælpere i hver 16 timer. Koordinatorens opgave er at sørge for, at medarbejderne og de frivillige ved, hvad de forskellige opgaver indeholder. Derudover er det vigtigt at sikre, at den daglige rådgivning fungerer, at vagtplanen er opdateret og de frivillige møder ind. Endelig er der meget at holde sig opdateret på: nye love og regner, og at skrive puljeansøgninger til at sikre Den Frie Rådgivnings fortsættelse. 

Mange af vores frivillige er studerende. De er her i gennemsnit 1 år, så skal de i praktik, eller de bliver færdige med deres studium og får et job, så meget tid går også med at rekruttere nye frivillige, sørge for, at de kommer igennem introduktionsforløb og oplæring, så de er kvalificerede til at sidde med de opgaver, vi har ansvaret for.

Administrationen og bestyrelsen har fokus på, at de frivillige skal have de bedst mulige rammer for at lave det stykke arbejde, de nu laver. Vi er alle sammen travle mennesker og at skulle tage 3 timer ud af kalenderen hver uge for at lave frivilligt arbejde er væsentligt. Derfor er det vigtigt, at de føler, at der bliver de anerkendt for det arbejde, de laver her. Uden frivillige ville DFR slet ikke kunne hænge sammen.

At være tilknyttet DFR, kommer ind under huden på en. Man får ret hurtigt en tilknytning til stedet og der er en del af vores frivillige, der ikke kan få taget sig sammen til at melde fra, selv om det rent praktisk ikke kan lade sig gøre for dem at være rådgiver, fordi de er flyttet fra byen. Når man arbejder 37 timer, kan man ikke være frivillig rådgiver, så skal man være frivillig i bestyrelsen eller sådan noget. Nu har vi lavet en oversigt over ’godt netværk’ og hvis man er medlem af foreningen DFR, bliver man selvfølgelig inviteret med til generalforsamlingen – og vi har altid tid til at drikke en kop kaffe med vores frivillige, tidligere frivillige og gode venner af Den Frie Rådgivning.