Kim var den, der fik den gode idé – eller i hvert fald var hun den, der søgte pengene og blev den første lønnede medarbejder i det, der senere blev Den frie Rådgivning.
På spørgsmålet om, hvordan det hele startede, fortæller hun:
”Jeg var ansat i Fritidsbutikken som del af et team, hvor vi havde forskellige funktioner. Jeg og de andre medarbejdere blev løbende kontaktet af borgere, der havde brug for råd og vejledning i private spørgsmål. Det var svært for dem at fungere i en hverdag, hvor en stak breve bimlede og bamlede i forhold til deadlines og overskredne frister. Det betød, at vi måtte tage kontakt til offentlige myndigheder eller private udbydere og ofte var det forbundet med større udredninger. Der var nogle af brevene, der havde et meget aggressivt sprog om lukning af TV, telefon eller andet, der er vigtigt. Hvis man ikke forstår sproget, kan truslen lyde voldsommere, end det er tilsigtet.
For at skabe tryghed for borgerne, prøvede vi at afhjælpe de aktuelle problemer, men det var jo ikke det, vi var ansat til og vi var enige om, at vejledningsopgaven burde kunne løses bedre. Som minimum måtte der være en kommunal funktion, der kunne hjælpe de fremmedsprogede borgere, der havde problemer med at læse og forstå de breve, de fik.
Vi blev enige om at søge Den Europæiske Socialfond om midler til udvikling af et projekt, der udelukkende havde til opgave at hjælpe og vejlede borgere i Vollsmose. Pengene blev bevilliget og indeholdt midler til aflønning af en projektleder. Den stilling blev jeg ansat i. Det var meningen, at nogle få frivillige, uden indgående kendskab til hverken det sociale system eller inkassosystemet, skulle yde ’hjælp til selvhjælp’ for de borgere, der henvendte sig med private problemer. For at finde de frivillige, satte vi opslag op på Universitetet og Den Sociale Højskole. Et mindre tal studerende begge steder fra meldte sig som frivillige og en del af de studerende fra Universitetet endte senere som praktikanter med mere administrative funktioner. Bl.a. startede Marianne som praktikant, fortsatte som frivillig og endte som leder. Som praktikant løste hun opgaven med aktiviteter. På samme tid havde vi en praktikant, der løste de opgaver der var, med at få os markedsført i området. De studerende fra Den Sociale Højskole var meget interesserede i at få erfaring i at afdække problemerne og støtte op omkring borgeren.
Vi var også i dialog med Ydelseskontoret i Odense Kommune. De var interesserede i, om vi havde de kompetencer der skulle til, for at løse den frivillige opgave, vi havde påtaget os. Det var ikke meningen, at vi skulle gøre det arbejde, som ansatte i kommunen har ekspertisen til at udføre. Vi ville ikke være en belastning for kommunen og der viste sig da heller ikke at være problemer.
Vi gjorde helt klart for både os selv og omgivelserne, at vi i alle sammenhænge repræsenterer borgeren. Ikke som bisidder, men som det led, der binder tingene sammen, så borgeren får et godt grundlag at træffe sine beslutninger på. I nogle familier er der store børn eller bekendte, der kan læse de breve, der kommer ind ad døren. Men det er ikke sikkert, de forstår, hvad betydningen er af det, der står. I andre familier er det hele uforståeligt, så vores opgaver er mangfoldige. De fleste henvendelser drejer sig om gæld, rykkere og betaling. Ofte handelede i den forbindelse om forbrugslån, der havde hobet sig op ved optagelse af Akut-lån og SMS-lån. Som oftest forstod borgeren ikke hvilke konsekvenser der er ved sådanne lån. Vi dømmer ikke og forholder os ikke til, om borgeren har handlet forkert. Vi fortæller, hvad de skal betale for at låne pengene, hvor dyrt det er og hvad der sker, hvis de ikke betaler. Vi antager, at borgerne er voksne mennesker og vi sikrer os, at de har forstået vilkårene for lånene, så de er i stand til selv at træffe de beslutninger, der er bedst for familien.
En gang fik vi en påtale fra en medarbejder i kommunen om, at det var problematisk, at en bestemt borger blev ved med at tage Akut-lån. Vi drøftede det og meldte tilbage, at vi var ikke en myndighed og heller ikke borgerens forældre. Vi kan kun vejlede om konsekvenserne og de høje renter. Han er myndig og rådgivningssøgende på lige fod med alle de andre, der kommer her.
Der var ofte spørgsmål, der handlede om deadlines og tidsfrister. Vi havde besøg af mange mødre, der kom med breve fra Pladsanvisningen om anvisning af en plads. I brevet stod, at man skulle tage kontakt eller give svar tilbage inden den eller den dato. Hvis man ikke kunne læse eller forstå, hvad meningen var, kunne pladsen nemt smutte og det var noget skidt. Det hænder ikke sjældent, at en frivillig sidder over for en borger, der er frustreret eller ked af det. Som regel er vedkommende bekymret for, om vi kan hjælpe med det, der er brug for. Det er vigtigt, at den frivillige udviser naturlig nysgerrighed og har en fornuftig problemlæsende adfærd i forhold til problemet. Som regel går det og borgeren falder til ro med den hjælp, der var nødvendig i den opståede situation. Ofte drejer det sig om en telefonopringning som borgeren ikke selv kan klare på grund af mangelfuldt dansk sprog eller på baggrund af kulturforskelle.
Den tredje store opgave, der kom med jævne mellemrum, var ønsket om hjælp til familiesammenføring. I den forbindelse var det nødvendigt at vi gjorde os en lille smule klogere, inden vi kunne give den rigtige vejledning. På det tidspunkt kom der skærpede regler, også omkring indfødsretsprøven og den skulle vi kende for at kunne orientere borgeren rigtigt. Det betød, at vi specialiserede os lidt. Der var nogle rådgivere, der tog familiesammenførings- og indfødsretssager og andre havde flere ydelsessager og blev på den måde mere skarpe på det. De frivillige vi havde, var primært dansksprogede, så indimellem måtte vi have hjælp fra Fritidsbutikken, som har ansatte fra de sprogområder, der er mest aktuelle.”
Efter 2,5 år rakte midlerne fra Den Europæiske Socialfond ikke længere, og projektet blev evalueret og aflagt rapport.
”Så havde vi jo et problem, for vi kunne ikke bare nedlægge noget, der var godt i gang og som gjorde en forskel for mange mennesker. I en overgangsperiode kørte det med delvis finansiering af Rising Ungdomsskole (nuværende UngNord) og §18-midler fra Odense Kommune. For at kunne fortsætte med at fungere, traf teamet beslutningen om at stifte en forening. Det ville give andre vilkår og muligheder for at søge midler til driften i fremtiden. Det har været 3 dejlige år i mit arbejdsliv. Projektet startede startede i juni 2006 og åbnede formelt sine døre i oktober. Nu breder Den frie Rådgivning sig med satellitter i flere dele af Odense, så det har vist sig, at det ikke kun er i Vollsmose, der er behovet for den hjælp, de kan tilbyde. Det betyder også, at skaren af frivillige er udvidet betydeligt. De frivillige er uundværlige og dem skal man huske at beskytte. De er der for at gøre et stykke arbejde og støtte en borger. Man skal passe på ikke at skyde budbringeren. De offentlige myndigheder og private aktører skal være opmærksomme på, at de frivillige er der i en god sags tjeneste. ”
