Marianne var en af de første praktikanter i det projekt, der var startet med hjælp fra Den Europæiske Socialfond. Hun fortæller:
”Jeg læste Mellemøststudier på Universitetet og der så jeg et opslag om praktik og det passede perfekt til det, jeg var i gang med. Jeg startede som frivillig rådgiver i foråret og i et 6 måneders praktikforløb i ’Etnisk rådgivning’ fra september 2006. Etnisk Rådgivning lå i Fritidsbutikken og Rising Ungdomsskole (nu UngNord) var projektejer. Jeg skulle arbejde med aktiviteter for borgere i Vollsmose og en anden praktikant skulle arbejde med kommunikation.
Min første opgave var at sætte gang i nogle aktiviteter under ’Folkeoplysningen i Vollsmose’. Der var givet midler til, at der kunne tilbydes særligt tilrettelagte kurser med lav deltagerbetaling og der var undervisning på somalisk, arabisk og vietnamesisk, så det var tilrettelagt for folk, der ikke kunne få glæde af at deltage i undervisningen på dansk. Vi kunne bl.a. tilbyde undervisning i IT, engelsk og samfundsrelaterede emner. Desuden blev der oprettet en cykelskole. Med undtagelse af kurset i samfundsrelaterede emner, hvor ingen meldte sig til, var der rimelig god søgning til holdene. Men pengene slap op og efterfølgende har det kun været muligt at fortsætte cykelskolen, som gennem årene har været en stor succes. Men det var et spændende og meget lærerigt praktikforløb.”
Inden Marianne begyndte at studere, arbejdede hun 2 år i Egypten, og hun havde egentlig regnet med at vende tilbage til Egypten. ”Men så blev jeg gift med en landmand og jeg måtte erkende, at jeg ikke kom tilbage til Mellemøsten. At komme til at arbejde i Vollsmose var et stort plaster på såret. Nu var det ligesom Mellemøsten kom til mig i stedet for. Det var et privilegium at komme ind i den verden. I mit daglige arbejde havde jeg kolleger blandt de frivillige, der havde samme interesser som jeg selv. Det var et nyt projekt med Kim som leder i en hverdag, hvor der var stor åbenhed og høj grad af inddragelse af de frivillige. Der blev holdt nogle fyraftensmøder med meget spændende emner og debatter, som var meget relevante for det vi skulle beskæftige os med. Alt i alt et sted med stor interesse for den opgave og det projekt, vi skulle arbejde med.”
Mariannes praktik sluttede samtidig med at EU-midlerne slap op og hun vendte tilbage til Universitetet og fortsatte sine studier. Samtidig fortsatte hun som frivillig rådgiver og fulgte med i den videre udvikling af stedet.
”Vi forsøgte at råbe Odense Kommune op og det lykkedes at få en overgangsbevilling fra bl.a. Børn og Unge forvaltningen og Social- og Arbejdsmarkedsmarkedsforvaltningen, så vi kunne fortsætte. Det var nødvendigt at finde en anden måde at organisere os på og vi besluttede at stifte en frivillig forening. Mads, der havde været frivillig lige fra starten blev formand og der blev arbejdet med at få tingene til at virke efter hensigten. Med baggrund i foreningen var der også mulighed for at søge støtte andre steder. Bl.a. kunne vi nu søge § 18 midler i Odense Kommune. I den forbindelse tog vi også navneforandring til Den Frie Rådgivning efter anbefaling fra kommunens Rådmænd.
Omtrent på samme tidspunkt gik Kim på barsel. Jeg søgte og fik vikariatet. Det var en helt ny oplevelse. Jeg kendte jo hverdagen, men nu skulle jeg til at finde ud af, hvad der var mine opgaver ligesom bestyrelsen skulle finde sin rolle.
I mellemtiden var Fritidsbutikken flyttet ned i nærheden af Biblioteket, hvor også Kulturhuset og Kvinfo lå. Medarbejderne på biblioteket har altid være flinke til at henvise til Den frie Rådgivning, så det var oplagt at etablere et godt nabosamarbejde og blive en integreret del af det netværk, der var mellem de andre. Det var en spændende tid, hvor vi skulle finde ud af, hvordan det var at være blevet tætte naboer. Biblioteksmedarbejderne har altid været enormt gode til at sende borgere ind til os. I skal bare lige ind ad døren til DFR, sagde de, når borgerne kom og spurgte om, hvordan de kunne få hjælp.”
Da Kims barselsorlov udløb i foråret 2009, fik hun ansættelse et andet sted og Marianne blev fast ansat i stillingen som leder af Den Frie Rådgivning. Frivilliggruppen voksede støt og roligt. Efterspørgslen gjorde også og Den Frie Rådgivning fik oprettet den første satellit. Det var i Påskeløkken. Nogen tid efter oprettede vi også en i Dianavænget. Antallet af rådgivere på vagt hver dag steg også fra én rådgiver til to.
”Vi arbejdede en del med markedsføring, som på forskellige sprog, der henvendte sig til borgerne og begyndte at arbejde en del på at udbrede det. Vi vidste godt, at det ikke nyttede at have fine plakater hængende rundt omkring. Vi var meget bevidste om, at der skulle mere personlige relationer til. Det kunne vi jo ikke skabe til den enkelte i Vollsmose, men vi kunne kontakte sagsbehandlere og andre, der var i tættere kontakt med borgerne, så de kunne videregive information om, at DFR fandtes. Kim havde etableret et godt netværk og det arbejdede jeg på at udvide.”
Bestyrelsesarbejdet fyldte også en del. Oftest er det jo en forening, der bliver startet og samtidig med vælges bestyrelsen. Det var på en måde den omvendte verden her. Her havde arbejdet eksisteret i nogle år, før der blev valgt en bestyrelse, som skulle sætte rammerne for det. Derfor brugte Marianne og bestyrelsesmedlemmerne meget tid på at arbejde med ejerskab og rollefordeling. ”Jeg synes, det er lykkes i forhold til at få samarbejdet til at fungere godt.”
Arbejdet med frivilliggruppen blev mere kompliceret. Jo flere der kom til, des mere organiseret skulle det være. ”Da jeg startede var vi 5 frivillige og i 2015 var der omkring 40 frivillige. Det kræver meget i forhold til planlægning og at de frivillige har det godt, når de er der. Det er vigtigt, at vi alle arbejder ud fra samme udgangspunkt, så borgerne der kommer oplever at der er sammenhæng. Der skal ikke være konkurrence på kvaliteten og samtidig skal det også være mennesker de møder. Omkring de frivillige var det ikke sådan, at vi bare kunne slå et opslag op på Frivilligjob.dk. Der skulle være opslag på Universitetet og vi skulle på besøg på besøg mange steder derude og fortælle om muligheden, for de frivillige spreder sig over mange forskellige studier. Vi henvendte os under overskriften ’Skriv virkeligheden på dit CV’.
Vi fik et etårigt projekt som var støttet af det, der den gang hed Integrationsministeriet. Det handlede om at få flere frivillige med etnisk minoritetsbaggrund og vi fik et par studentermedhjælpere, der selv har minoritetsbaggrund, ansat til at gøre et fodarbejde i forhold til den opgave. Jeg ved ikke, om det var det projekt, der gjorde, men man må sige, at det i høj grad er lykkedes at få frivillige med minoritetsbaggrund. De kom lige så stille og roligt og udgjorde til sidst halvdelen af frivilliggruppen og det har været helt fantastisk og unikt ved Den frie Rådgivning, at der er så mange sprog og erfaringer repræsenteret. Det har ligesom være en fødekæde, så der på den måde hele tiden kom nye.”
Både de interne og eksterne opgaver har fyldt. Det med at tænke netværk udadtil og styrke organisationen indadtil har været meget sideløbende. ”Når vi har fået penge til et projekt, kom det naturligt til at fylde en del. Når vi havde brug for flere frivillige, kom dét til at fylde i en periode.
Vi kom med i et samarbejde med OUH. De lavede noget, de kaldte ’Kulturelle mediatorer’ i samarbejde med Sundhedscentret i Vollsmose. Det drejede sig om sundhedsoplysning til etniske minoriteter, hvor vi havde nogle af deres fagprofessionelle rådgivere siddende hos os en gang imellem. Der kom aldrig særligt stor søgning til det tilbud og det gik i sig selv igen. Men det blev der brugt nogle ressourcer på.
Vi blev ved med at have 2 universitetspraktikanter hvert semester. De har løftet mange af de opgaver, der har været med markedsføring, aktiviteter og frivilligpleje. Og så har det været så fantastisk, at mange af praktikanterne efterfølgende er fortsat som frivillige rådgivere eller i bestyrelsesarbejdet.
Indimellem har vi også haft nogle i virksomhedspraktik og ansat med løntilskud. F.eks. havde vi Karina et helt år og det var privilegeret at få så meget hjælp. Samtidig fik vi midler fra ’Den A.P. Møllerske støttefond’. Så havde vi midler nok til at kunne ansætte en studentermedhjælper. Det var en, der tidligere været praktikant, så hun kendte opgavemønsteret. Vi har efterfølgende haft nogle stykker af den slags og det er jo dejligt at der har været penge nok til det. Det var også dejligt for mig, at der pludselig var et helt team at arbejde sammen med.
Når en organisation modnes er det godt, men man må heller ikke miste pionerånden. Det er vigtigt, at man kan have frivillige, der med vidt forskellig baggrund har lov til at sætte deres eget præg på tingene ellers er det jo heller ikke sjovt at være med.
Der er stor forskel på de frivillige. Nogle vil gerne have klare rammer med besked om, at det er sådan og sådan, vi gør. Og det gør vi bare altid. Andre har slet ikke det behov. De gør det, de synes giver bedst mening i situationen og det skal man kunne rumme. Nogle, der har så forskellig indgang til arbejdet. De har jo hver især noget unikt at byde ind med.
En af de seneste idéer, der opstod, mens jeg havde ansvaret, var PROP (Privatøkonomisk rådgivning). I virkeligheden vi det allerede tilbage omkring 2010 søgte vi midler i Socialstyrelsen til gældsrådgivning. Vi mente, at der var et stort behov for privatøkonomisk rådgivning, så vi søgte midlerne, men fik dem ikke. Vi kunne ikke få noget godt svar på, hvorfor vi ikke havde fået dem. Det var landsdækkende organisationer, der havde fået dem, men ikke DFR. Men allerede dengang havde vi behov for at kunne styrke den indsats. Så det har sådan set har det ligget latent lige siden. Et ønske om at kunne hjælpe på det område, men vi syntes ikke, at vi kunne gøre det inden for rammerne. Det blev hele tiden lappeløsninger. Folk kom og så kunne de ikke betale deres husleje og så hjalp vi dem med at få regningen delt op og så kom de igen næste måned og kunne stadigvæk ikke betale huslejen fordi der bare var rod i deres privatøkonomi og de var altid 2 skridt bagud. Det med at kunne lave en målrettet indsats for den enkelte og i første omgang at få lagt et budget. Hvordan fungerer det, hvad er en budgetkonto og hvordan får du pengene til at række til de udgifter du har. Det kræver meget mere, end den tid rådgiverne har til rådighed.”
Marianne og de ansatte lavede meget forarbejde i samarbejde med forskellige medarbejdere i Odense Kommune for at afdække behovet: Hvordan skal det se ud, hvis I skal kunne støtte det. ”På den baggrund lavede vi forslag til et projekt, hvor vi søgte udviklingspuljen, som er en del af § 18 midlerne. Vi fik penge til at sætte det i gang. Det startede efter, at jeg sluttede, men det lyder til, at der har været stor søgning på det fra borgernes side og det giver enormt god mening at kunne lave sådan et tilrettelagt forløb for den enkelte. Vi var så heldig at have en bankrådgiver i virksomhedspraktik. Hun kunne lave nogle forsøgsforløb og det har været en stor fornøjelse at have penge til at skabe den udvikling. Det er rigtigt dejligt, at der nu er givet flere penge til det, for det giver ingen mening at lade det køre et år og så slutte det igen.”
En anden opgave, der i en periode har fyldt meget er projektet ’Unge isolerede kvinder’ eller ’Din Fritid – Din Fremtid’ som det senere kaldte det. Den Frie Rådgivning var i en 4-årig partnerskabsaftale med Social- og Integrationsministeriet og Odense Kommune fra 2010 til 2013. Baggrunden til, at det kom i stand var, at Rising Ungdomsskole (UngNord) havde en udviklingspulje, som Den Frie Rådgivning fik støtte fra i Rådgivningens udviklingsfase. ”Men i og med vores målgruppe var voksne, var vi jo ikke en kerneopgave for Ungdomsskolen. Da de ikke længere kunne finde midler til os, opstod der denne mulighed at komme med i det partnerskab. Det krævede så, at vi havde blikket rettet mod unge isolerede kvinder og det var så en ny indsats i forhold til det, vi ellers gjorde. Det krævede fornyet indsats. Hvem er ’de isolerede kvinder’? Hvor finder vi dem? Hvordan hjælper vi dem videre? Der kan godt komme kvinder med regninger eller i forhold til familiesammenføring, hvor vi kan fornemme, at de også er isolerede, men det er ikke det, de kommer for. De kommer ikke og siger: hej, jeg er isoleret, jeg vil gerne have et netværk. Det er bare det, vi kan se, der også ligger. Hvordan får vi talt med dem om, at de har behov for et netværk.”
Indsatsen med ”Din Fritid – Din Fremtid” har fungeret sideløbende med, at den almindelige rådgivning også kørte. Indsatsen indebar, at Den Frie Rådgivning var ude på uddannelsesinstitutioner, med mange piger med minoritetsbaggrund og holde oplæg om, hvilke muligheder for fritidstilbud, der findes. ”Det var ligesom den retning, vi havde valgt at trække det i. Vi var en del af Fritidsbutikken og det var oplagt at trække på det netværk, der var der. I forhold til målgruppen oplevede vi, at det var det piger, der var meget målrettede. De skulle bare i gymnasiet og på Universitetet og det kørte bare lige derud af. Det med fritidsaktiviteter og frivilligt arbejde var overhovedet ikke en del af deres tanke. Men vi vidste, at den dag de var færdige, skulle de konkurrere med vores gode praktikanter, som havde et CV så langt, fordi de havde lavet frivilligt arbejde, været i praktik og haft studenterjobs og så kunne de jo ikke klare sig i den konkurrence. De havde ikke lavet andet end at få 12-taller igennem uddannelsessystemet, men havde ingen praksiserfaring. Den gruppe piger ville vi gerne have i tale. Der findes også en gruppe piger, som er socialt isolerede, fordi der måske er en form for social kontrol i det miljø, hvor de er. Når de har gået i skole, skal de hjem. De laver lektier og skal måske hjælpe til derhjemme, men det med at være ude og en del af aktiviteter og netværk uden for skolen eksisterer ikke. Dem ville vi jo også gerne have i tale og det er jo et stort arbejde i sig selv, hvordan man får dem i gang. Og så er der hele forældredelen, som har stor indvirkning på, hvad der foregår. Da partnerskabet mellem ministeriet og Odense kommune stoppede, fik vi penge fra Mærsk til at køre opgaven videre og det betød, at vi kunne ansætte en studentermedhjælper til at arbejde videre. Vi fik også opbakning fra Socialt Udviklingscenter (SUS), der støttede os som konsulenter.
Da vi havde kørt det et år mente ’Den A.P. Møllerske støttefond’ ikke, at vi havde levet op til forventningerne. Jeg kan godt forstå det fra deres synspunkter. Vi havde nok i virkeligheden sat os for store mål. Det var bestemt ikke nogen nem opgave at hjælpe den gruppe unge kvinder ud i aktiviteter. Jeg synes ikke, at vi spildte tiden, men vi kunne ikke vise konkrete resultater nok til at Mærsk ville støtte os længere, så de trak finansieringen. Nu er projektet stoppet og det er både godt og skidt. Vi var begyndt at få gang i aktiviteter, som jeg synes gav mening, men samtidig havde vi brugt vildt mange ressourcer på noget, som ikke var DFR’s kerneopgave. På den måde synes jeg også, det er godt, at det er afsluttet.”
Pt. har Den Frie Rådgivning 2 indsatser; den ordinære rådgivning og PROP. ”PROP giver meget mere mening i forhold til de opgaver, DFR skal løse. Hele rådgivningsdelen og etablering af nye rådgivningssatellitter er det DFR skal være der for. Det er det, de er gode til og som giver mening.”
Efter 8 år som daglig koordinator for Den Frie Rådgivning har Marianne forladt chefstolen. ”Nu har jeg forladt DFR til fordel for at lave en Ph.d. med udgangspunkt i samarbejdet mellem fagprofessionelle og beboere i udsatte boligområder. Interessen er kommet fordi jeg i min tid i DFR har set enormt mange velmenende tiltag, hvor f.eks. kommunen gerne har villet samarbejde, men som ikke er lykkes, fordi man ikke har fået beboerne med. Samtidig er der naturligvis en del andre tiltag, der lykkedes. Jeg har været enormt interesseret i at undersøge, hvad er det der skal til for at der kommer noget positivt ud af det, så samarbejdet lykkes. Det har jeg så fået mulighed for at se nærmere på og det er et stort privilegium. På grund af mit netværk har jeg haft adgang til noget information og nogle cases, som jeg kommer til at arbejde med, som jeg ikke havde haft, hvis jeg var kommet helt udefra.”
Selvom Marianne ikke længere er daglig koordinator, er hun ikke fremmed på kontoret. ”DFR og kollegerne i Fritidsbutikken har været et godt trinbræt at stå på i forhold til projektbeskrivelsen. Noget af det, der har været spændende ved at være i DFR, er det tætte samarbejde med Odense Kommune igennem vore tilknytning til Fritidsbutikken. Det er også den måde, Ungdomsskolen altid har støttet os på. Det har bl.a. været ved, at vi har haft gode lokaler og engagerede kolleger i Fritidsbutikken. Den daglige leder var formelt ansat i Ungdomsskolen, men jeg søgte fondsmidler til min egen løn og en partnerskabsaftale har bevirket, at der har været en masse formaliteter som har været på plads, så foreningen er sluppet for at skulle varetage dem. Samtidig har jeg haft mulighed for at få adgang ind i kommunen, hvilket har givet mig et stort netværk, som måske havde været vanskeligere, hvis vi bare havde være en forening, der ikke havde det tætte samarbejde med Fritidsbutikken og Ungdomsskolen.
Jeg synes at jeg derigennem har fået en masse viden om samspillet mellem kommunen og civilsamfundet. Det har vakt min interesse og givet mig mod på at undersøge det nærmere. Men jeg skal også være opmærksom på, at jeg kan have en form for forforståelse, som gør at der er spørgsmål, som jeg glemmer at stille, fordi det er indlysende for mig, men det måske ikke er det for alle.
Jeg glæder mig meget til at arbejde koncentreret med den spændende opgave i hele 4 år.”
